Debatindlæg: Hvornår stopper Danmark med at modtage mest af udviklingsbistanden?

Danmark er reelt den største modtager af egen udviklingsbistand, men det går imod regeringens ambition i udviklingsstrategien, hvor der bl.a. står, at man skal fokusere mest på fattige lande. Sådan skriver Laust Leth Gregersen, Forperson i Globalt Fokus, i et debatindlæg oprindeligt bragt i Altinget.

Finansloven for 2017 er særlig set med udviklingspolitiske briller. Den skal nemlig forhandles på plads parallelt med Danmarks nye udviklingspolitiske strategi i løbet af efteråret. De to processer kan fint forløbe side om side uden at blive filtret unødigt sammen.

Men på ét afgørende punkt er der simpelthen så mangel på sammenhæng mellem de to udspil, at man (igen, igen) tvinges til stille spørgsmålet: Hvorfor anerkender vi ikke officielt Danmark som modtager af udviklingsbistand?

I udkastet til det nye udviklingspolitiske strategi kan man læse, hvordan dansk udviklingsbistand fremover skal gå til lande i tre kategorier: fattige og skrøbelige lande, fattige og stabile lande samt transitions- og vækstøkonomier. Den finansielle tyngde skal ligge i de to første, står der klart og tydeligt.

Det må man jo tage for pålydende, men når denne målsætning holdes op mod finanslovsudspillet for 2017, er der meget langt fra ord til handling. Reelt forsvinder mere end hver sjette krone ud af bistandsbudgettet og ender et sted, som slet ikke nævnes i strategien - Danmark.

Noget lignede er svært at forestille sig på andre politikområder. Kunne man eksempelvis tænke sig, at pengene til det danske sundhedsvæsen eller infrastrukturprojekter endte i Sverige? Ikke desto mindre er det, hvad der sker med udviklingsbistanden.

Danmark største modtager

Danmark er langt den største modtager af udviklingsbistand. Næsten 18 procent af den danske bistand skal i 2016 finansiere udgifter til asylansøgere i Danmark. Over 2,6 milliarder kroner tages fra bistanden til verdens fattigste for at dække udgifter i danske kommuner.

Til hele den bilaterale bistand er der kun sat 100 millioner kroner mere af end til asylmodtagelse i Danmark. Det er vel at mærke bistand, der går til over 10 lande i Asien, Afrika og Mellemøsten.

Som læsere på Altingets udviklingsportal vil vide er diskussion om anvendelsen af bistandsmidler ikke ny. Men desværre fortsætter udviklingen med at gå i den forkerte retning.

Allerede i finansloven 2014 steg andelen af bistanden, der bruges til flygtningemodtagelse i Danmark, fra de 3-5 procent af bistanden - som det har udgjort i årevis - til næsten 9 procent. Denne andel blev næsten fordoblet året senere. Med finanslovsudspillet for 2017 lægges der igen udvidede grænser for, hvad der tælles som bistand.

Prisen per flygtning stiger

Fra 2017 har man også fundet ud af, at andre ting (hjemsendelse og sekretariatsbistand til Flygtningenævnet) kan finansieres via udviklingsbistanden.

Og når der, som nu, kommer færre flygtninge til Danmark, er det langt fra alle pengene som føres tilbage til udviklingsbistanden - på trods af at der i 2016 kommer under halvdelen af det antal asylansøgere til Danmark, som regeringen havde vurderet (10.000 i stedet for 25.000).

Men andelen af bistandsbudgettet, der går til asyludgifter, falder kun med cirka 12 procent. Per flygtning er prisen dermed steget voldsomt.

Danmark har i årtier været et foregangsland på netop bistand. Vores høje bistandsprocent har hjulpet vores anseelse i verden samt vores handelsmuligheder i en ny verdensorden, hvor tidligere bistandsmodtagere i stigende grad bliver handelspartnere.

Danmarks anseelse er nu under pres. Vi bliver i stigende grad set på som dem med de kreative bistandsoptællingsmetoder.