Når verden brænder, og man kalder sig verdensførende i udvikling, kan man ikke ignorere den politiske virkelighed og behovet for hjælp, skriver Globalt Fokus' sekretariatsleder Peter Christiansen i et indlæg i Altingets debatserie om bistandsprocentens 40-års jubilæum.

 

Af Peter Christiansen, sekretariatsleder

 

I år fejrer Udenrigsministeriet, at Danmark i 40 år har givet minimum 0,7 procent af vores budget til udviklingsbistand. Som med alle fejringer kalder det på tid til refleksion.

 

At markere at bistanden ligger på 0,7 procent svarer lidt til at fejre, at der er 24 eger i cykelhjulet, fremfor at fejre hvor godt cyklen kører. Men okay, lad os gå ind på præmissen. Der er nemlig nogle problemer med, hvordan vi markerer os som verdensmester i bistand.

 

OECD rapporterede i 2017, at 17,5 procent af dansk udviklingsbistand gik til flygtningemodtagelse i Danmark. Dermed forbliver hver femte krone af bistanden i Danmark. Fraregnes flygtningemodtagelse, er Danmarks reale udviklingsbistand altså på 0,58 procent, et godt stykke under FN’s mindstekrav på 0,7 procent. Det synes sært, at man fra Udenrigsministeriets side fører sig frem under parolen ’40 år i front’. Vi er nærmere gået fra foregangsland til et bagstræberisk land, hvad angår størrelsen på den reelle bistand. 

 

I en tid med flygtninge, kriser, klimaforandring, nye verdensmål og en ekstremt ulige fordeling af verdens ressourcer skal man steppe op i stedet for at træde vande. Udviklingsbistand skal fokusere på social, økonomisk og politisk transformation. Det handler om at udfordre status quo og om at ændre de strukturelle niveauer, der holder folk i fattigdom. 

 

Udviklingsbistand skal gøre op med ulighed og sikre demokratiske samfund, hvor alle mennesker nyder indflydelse, anerkendelse og rettigheder. Dette er i sidste ende den bedste sikkerhedsgaranti for fredelige samfund i verden – også i Danmark.

 

Læs hele debatindlægget på Altinget: Udvikling her.

0
0
0
s2smodern
powered by social2s