Skip to main content

              

Globalt Fokus lancerer politisk håndbog om engagering af politikere i Verdensmålene

Onsdag den 18. juli lancerede Globalt Fokus i samarbejde med internationale partnere en politisk håndbog med fokus på, hvordan man i NGO’er kan engagere politikere i Verdensmålene. ”Hjælp politikerne med at hjælpe dem selv” var rådet fra tidligere canadisk parlamentariker.

Skrevet af Bjarke Vestergaard, politisk rådgiver.

Kan Verdensmålene opnås inden kalenderen runder år 2030? 

Hvis svaret på dette spørgsmål skal være ’ja’, er det altafgørende at der tages politisk ansvar for en bæredygtig fremtid. Ansvaret ligger ikke kun hos regeringer, ministre og præsidenter. Også de enkelte politikere i landes parlamenter spiller en afgørende rolle. De repræsenterer nemlig borgerne og borgenes interesser, de kan bidrage til at holde regeringer til ’ilden’, de kan presse regeringer til ambitiøse politikker inden for social, økonomisk samt klima- eller miljømæssig bæredygtighed, som Verdensmålene indrammer, og de kan arbejde på lokalt niveau i egne valgdistrikter.

Civilsamfund over hele verden kan spille en aktiv rolle i at understøtte politikeres engagement i Verdensmålene og få dem til at forfølge en ambitiøs strategi for bæredygtighed, men for at det kan lykkedes må aktivister, forkæmpere og NGO’er bliver endnu dygtigere til at arbejde politisk og til at se de ’indgange’ til indflydelse, som parlamenter på tværs af lande har.  

Dette er udgangspunktet for en politisk håndbog, som Globalt Fokus har skrevet sammen med Together-2030, World Vision, Sigtsavers, UNDP og Newcastle University. Med bogen forsøger vi netop at give svar på, hvorfor civilsamfundet skal arbejde med at engagere politikere, ligesom vi giver konkrete eksempler på, hvordan NGO’er verden over i så fald kan gøre dette på tværs af forskellige parlamentariske systemer og landekontekster. Bogen er med andre ord tiltænkt som et kapacitetsopbyggende læringsredskab til civilsamfundsorganisationer verden over.

Sammen med vores internationale partnere afholdt Globalt Fokus en lancering af den politiske håndbog til High Level Political Forum i New York i juli. Lanceringen blev fulgt op med en debat, hvor blandt andet den danske politiker Christian Juhl (Ø) sad i panelet. Christian satte i sit oplæg ord på, hvordan vi i det danske civilsamfund har understøttet oprettelsen af Det Tværpolitiske Netværk for FN’s Verdensmål på Christiansborg, samt hvordan vores løbende understøttelse af netværket hjælper de danske politikere i deres arbejde med bæredygtighed. 

Tidligere parlamentsmedlem i Canada og i dag repræsentant for Inter-Parliamentary Union i FN, Patricia A. Torsney, roste den politiske håndbog og satte blandt andet fokus på forskelle mellem landes parlamenter: ”Parlamenter er forskellige, også når det kommer til åbenhed overfor civilsamfundet samt måder at arbejde på. Civilsamfundet bør specielt spille en rolle i lande med parlamenter der har brug for støtte”. Samtidig understregede hun parlamentarikeres behov for at få understøttelse fra civilsamfundet: ”Hjælp parlamentarikere til at hjælpe dem selv, for de har utrolig mange emner, de skal tage sig af og være informeret om”. 

Globalt Fokus håber på, at den politiske håndbog kan bidrage til at løfte civilsamfundsorganisationers politiske arbejde verden over, og vil sammen med vores internationale partnere blandt andet starte et forløb med læringswebinarer for alle interesserede. Ligeledes håber vi at kunne igangsætte forløb med medlemsorganisationer og deres partnere i andre lande. Forløbet skal sætte fokus på de nationale politiske kontekster, hvori vores medlemsorganisationers partnere arbejder.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus