Globalt Fokus har sammen med en række medlemsorganisationer igen i år deltaget i det årlige FN-topmøde for Verdensmålene, High Level Political Forum i New York. Med hjem i kufferten tager vi erfaringer om, at danske bæredygtige tiltag kan inspirere andre lande til forandring. For vi må også sande, at tvang og forpligtelse ikke får verdens ledere til at flytte sig.  

 

Af formand i Globalt Fokus, Rasmus Stuhr Jakobsen & politisk rådgiver, Bjarke Vestergaard

 

I midten af juli var vi sammen med repræsentanter fra danske virksomheder, embedsfolk, en enkelt politiker og ikke mindre end 14 medlemsorganisationer til High Level Political Forum i New York. Til topmødet gøres der årligt status på, hvor langt vi globalt er kommet med FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling. Samtidig har alle verdens lande mulighed for at gennemgå deres eget arbejde og blive udspurgt til udfordringer og nye planer for handlinger i bæredygtighedens navn.

 

Globalt Fokus har været med til topmødet hvert år, siden 2030-dagsordenen og verdensmålene blev vedtaget i 2015. Vi må nok erkende, at det i FN bliver stadig sværere at spotte den optimisme og iver efter at opnå en bæredygtig forandring, som prægede det første topmøde i 2016. Der er dog alligevel mange positive aspekter, som vi kan tage med fra New York i år.

På med de positive briller

De positive hovedpointer fra vores deltagelse er blandt andet, at der blandt globale alliancer af NGO’er foregår et rigtig godt samarbejde, og at vi som Globalt Fokus har masser at spille ind med i alliancerne. Samarbejdet vil forhåbentlig bære frugt i forbindelse med kommende forhandlinger i FN om selve FN-topmødet og herunder måden, hvorpå de enkelte lande gennemgår deres arbejde.

 

Vi kan også med glæde konkludere, at den globale indskrænkning af civilsamfundets råderum - at NGO-medarbejdere, aktivister og journalister i stadig større grad undertrykkes, fængsles eller på anden vis nægtes muligheder for at leve eller arbejde - virkelig var på dagsordenen i New York i år. Danmark gør sammen med resten af de skandinaviske lande rigtig meget for at modarbejde de globale tendenser, og skandinaviske repræsentanter var da også til stede i stort set alle arrangementer om emnet. Det var yderst positivt at opleve, og vi kan kun håbe på, at Danmarks nye udviklings- og ’solidaritetsminister’ Rasmus Prehn vil gøre endnu mere for at understøtte vores medlemsorganisationer og deres partnere i lande verden over.

 

Forfriskende var det også at opleve, hvordan der blandt internationale kollegaer, politikere og repræsentanter fra andre lande var en stor lyst til at høre mere om den måde, vi i Danmark kan samarbejde på tværs af sektorer, inddrage det politiske niveau og engagere det brede samfund. Noget vi i Globalt Fokus gør sammen med vores medlemsorganisationer gennem vores plads i 2030-Panelet, vores samarbejde med 2030-Netværket på Christiansborg og vores store plads for verdensmålene på Folkemødet. Det er en model for samarbejde, som vi kan være stolte af og bruge som inspiration ude i verden.

Danmark og den ekstra x-faktor

Danmark gennemgik sidst sit arbejde med bæredygtig udvikling tilbage i 2017, hvor daværende finansminister Kristian Jensen var på scenen i New York. Spørgsmålet er, hvornår vi igen vil se en dansk præsentation?

 

Vi mangler stadig at se en handlingsplan for opnåelsen af verdensmålene fra den nye regering, hvilken vil være en naturlig forløber for præsentationen i FN. Vi ved samtidig, at der netop nu foregår et stort arbejde for at skabe en såkaldt ”baseline for Danmark”. Det vil sige en første måling af, hvor langt Danmark konkret er fra at opnå hvert eneste verdensmål og delmål.

 

I Globalt Fokus håber vi på, at finansminister Nicolai Wammen som ansvarlig minister på området både vil inddrage et bredt udsnit af det danske samfund og den førnævnte baseline i udarbejdelsen af en handlingsplan og i en fremtidig gennemgang af Danmarks arbejde i New York.

 

Til High Level Political Forum snakkede vi med flere om, at Danmark er (eller bør være) et land med en bæredygtig x-faktor. En x-faktor, der kan fungere som inspiration til handlinger og forandring ude i verden, hvis den udfoldes gennem en ny og ambitiøs dansk tilgang.

 

Én ide til en sådan tilgang kan for eksempel være udarbejdelsen af en uafhængig tværsektoriel gennemgang af regeringens arbejde, som vil kunne præsenteres i New York sammen med regeringens egen gennemgang. Men arbejdet stopper ikke der. Det ville også skulle præsenteres, hvordan man i Danmark vil følge op på arbejdet. For eksempel med en årlig statusrapport om regeringens arbejde og en årlig debat i Folketinget.

 

Samlet set vil en sådan gennemgang for status og opfølgende planer være noget, som tilhørerne i New York ikke har overværet tidligere, og den ekstra x-faktor vil kunne fungere som en stor inspiration for andre lande.

Løsninger til os selv og omverdenen

Netop inspiration til handling er der desværre behov for. Gennem samtaler med blandt andet Danmarks faste repræsentant i New York og ambassadør til FN, Martin Bille Hermann, erfarerede vi hurtigt, at den internationale politiske kontekst lige nu ikke fordrer ambitiøse handlinger, nye forpligtelser eller krav om forandring. Vi må bruge frivillighedens vej, det gode eksempel og kilder til inspiration for nu.

 

Vores deltagelse i New York har lært os, at vi i Danmark må tage et nationalt ansvar, som har et internationalt udsyn. Vi må vise os selv og omverdenen, at der findes løsninger på de store bæredygtige udfordringer, som vi både i Danmark og i resten af verden står overfor. Set i det lys har danske NGO’er masser af bidrage med, fordi vi i årevis har arbejdet med bæredygtige løsninger til komplekse udfordringer rundt om i verden. Vi håber, at vi både kan inspirere andre og fortsat lære om nye tiltag. En tilgang, vi også håber at se fra vores nye regering. Lad os sammen gøre Danmark til et løsningsorienteret inspirationsland.

 

 

Fra vores Twitter:

 

 

0
0
0
s2smodern
powered by social2s