Skip to main content

              

LEDER FRA FN´S GENERALFORSAMLING: Reformtrængende geopolitisk kampplads 

FN’s generalforsamling er en af de største begivenheder i det globale årshjul, der hver september skyder et nyt FN-år i gang. I år havde jeg det privilegie af at deltage til åbningen af Generalforsamling nr. 78 (UNGA78), og flere gange undervejs tænkte jeg på, om det mon er hvert år, at der er en følelse af, at verden er i brand, og der er brug for alvorlig handling.

Leder af Mette Müller Kristensen

Vi befinder os i en virkelighed med det højeste antal voldelige konflikter i verden siden 2. verdenskrig. Og hen over weekenden blussede den tilbagevendende konflikt mellem Israel og Hamas i Palæstina op igen, mens der i Sahel har været otte kup siden 2018. Fred og sikkerhed fyldte derfor naturligt utroligt meget under UNGA78 - inklusiv hvordan Sikkerhedsrådet kan reformeres til bedre at afspejle en verden anno 2023, hvor repræsentanter fra de lande, hvor størstedelen af Sikkerhedsrådets arbejde foregår, i dag har en anden og større rolle. En reform, Danmark også lægger vægt på i sit kandidatur til en plads i Sikkerhedsrådet. 

Men tydeligt er det at se, at FN i disse dage bruges som en geopolitisk kampplads, hvor manglende deltagelse fra nogle verdensledere og markant positionering ved talerstolen fra andre, til tider overtog dagsordenen. Samtidig står det også klart, at institutionen er bygget til en verden af i går – og halter ift. reformering og afspejling af en verden, som den ser ud nu. Derfor bliver det vigtigt at følge med i forberedelserne til næste års Summit of the Future, hvor Antonio Gueterres, som noget af det sidste i sin tid som generalsekretær for FN, vil forsøge at forbedre det multilaterale samarbejde i håbet om at nærme sig fælles løsninger - en “once in a generation opportunity”, som han kalder det. 

Netop fælles konkrete løsninger kom der desværre ikke mange af ved UNGA78´s tematiske møder: SDG Summit og Climate Ambition Summit. Ved førstnævnte SDG Summit blev en politisk erklæring om øget handling for Verdensmålene vedtaget efter måneders forhandlinger. I sidste øjeblik blev vedtagelsen offer for den førnævnte geopolitiske positionering, da en gruppe lande, inkl. Nordkorea, Cuba, Iran og Rusland, forsøgte at blokere den. Det endte dog med en vedtagelse af en erklæring, der dog mest af alt fungerer som en genforpligtelse til Verdensmålene og i mindre grad som en konkret implementeringsplan, hvis ikke det følges op af konkret handling – og ikke mindst finansiering. 

Ved Climate Ambition Summit lagde formatet op til netop handling, da kun såkaldte ‘first movers and do’ers’, var inviteret – herunder Danmark. Det blev en kærkommen mulighed for at sætte fokus på nogle af de allerstørste CO2-udledere og forhindre ‘green washing’. Men der var dog ikke mange nye forpligtelser eller finansiering, der kom på bordet her. Fra dansk side præsenterede Finansministeren en reform af Investeringsfonden for Udviklingslande på 15 mia. kr. frem mod 2030, Men den nye og additionelle klimafinansiering Danmark sammen med en række andre lande har forpligtet sig til, blev ikke nævnt nogle steder.  

Til gengæld var der uden for FN-bygningen tid til at mødes med både nye og gamle faglige venner - bl.a. CIVICUS: World Alliance for Citizen Participation. Sammen drøftede vi civilsamfundets råderum, rolle og deltagelse med fokus på FN i New York. En rolle, der ikke altid er muligt eller som billiges af alle medlemsstaterne. Faktisk beskrev CIVICUS det således, at restriktioner for deltagelse er blevet normaliseret efter Covid19, og at New York under UNGA mere føles som en konfliktzone end et åben, inkluderende rum. Tale om reformer af ulige globale magtstrukturer, der fyldte ved Generalforsamlingens åbning, gælder ikke kun for underrepræsenterede medlemsstater – det er (mindst) lige så vigtigt med civilsamfundet. Derfor står vi også i Globalt Fokus klar til at forsætte arbejdet med #UNmute-kampagnen – en kampagne som vi sammen med den danske FN-mission og CIVICUS m.fl. søsat for tre år siden. #UNmute sætter netop fokus på civilsamfundets meningsfulde inddragelse i FN, og et af de store fokusområder efter UNGA er at arbejde på en særlig FN ‘special envoy’ for civilsamfund.  

Det har været utroligt givende at være helt oppe i helikopteren og være tæt på FN’s generalforsamling og den danske FN-mission og høre, hvad diskussionerne centrerer sig omkring. Der er helt sikkert også en nybrud fra dansk side, hvor det anerkendes at flere lande, særligt fra det globale syd, ved åbningen af generalforsamlingen kaldte på nødvendigheden af opgøret med ulige magtstrukturer i det internationale system. For mig har det understreget vigtigheden af at have det samlende globale forum, hvor alle verdens lande mødes. 

------
Herunder finder du læse Globalt Fokus hovedbetragninger fra UNGA78, SDG Summit og Climate Ambition Summit

        
   
Globalt Fokus Bemærker UNGA78                            Globalt Fokus Bemærker SDG Summit og Climate Ambition Summit

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus