Flere konflikter og skrøbelige kontekster udfordrer ønsket om transformative forandringer

Flere og flere af Globalt Fokus medlemmer og deres partnere arbejder og navigerer i komplekse konflikter, skrøbelighed og ‘politisk isolerede’ kontekster. Derfor har vi sammen med medlemmer i  på denne tendens, der udfordrer udviklingssamarbejdet og ønsket om bæredygtige transformative forandringer.

Antallet af kriser globalt er stigende. I 2030 vil 60 % af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, leve i skrøbelige og konfliktramte lande – selvom de kun udgør 10 % af verdens befolkning ifølge Verdensbanken. Dette betyder, at stadig flere og flere udviklings- og humanitære organisationer arbejder og navigerer i komplekse konflikter, skrøbelighed og ‘politisk isolerede’ kontekster. Det gælder i høj grad også for Globalt Fokus’ medlemmer og deres partnere, og derfor har vi i Globalt Fokus sammen med medlemmer haft et større fokus på denne tendens i løbet af efteråret. Sidst ved eventet ‘The impact of changes in fragility on the work of civil society’.

Eventet var for Globalt Fokus’ medlemmer og blev afholdt under Chatham House rules, derfor giver nedenstående key take aways et overordnet helikopterblik på eventets vigtigste diskussioner og konklusioner. 

Tidligere på året udgav Chatham House rapporten 'Aid Strategies in 'politically estranged contexts' og uanset om man kan lide terminologien “politisk fremmedgjorte” eller ej, er det, som rapporten peger på, vigtigt – nemlig at antallet af stater afskåret fra international politik og udviklingssamarbejdet er stigende. Dette sker i situationer, hvor forholdet mellem nationale myndigheder og større donorer er politisk fremmedgjorte. Andre foreslår at kalde disse kontekster for ‘politisk isolerede’. 

Fastfrysning af bistand som standardreaktion 

Fastfrysning af bistand er blevet donorernes standardreaktion i situationer, hvor de politiske niveauer bliver fremmedgjorte. Kun støtte til humanitær bistand fortsætter, men dette, er de fleste i sektoren enige om, er utilstrækkeligt til at skabe betingelserne for transformative forandringer. 

I Globalt Fokus ser vi med bekymring på denne tendens – ikke at skrøbelighed er noget nyt, men kombinationen af det stigende antal kriser og konflikter, indefrysning af bistand, økonomiske sanktioner, der går ud over befolkninger på den ene side og det danske sigte og fokus på at øge engagementet i skrøbelige sammenhænge på den anden side, hænger dårligt sammen. Danske civilsamfundsorganisationer oplever oftere og oftere at arbejde i skrøbelige kontekster og også i 'politisk isolerede' sammenhænge, hvilket i høj grad påvirker engagementerne. Derfor afholdte Globalt Fokus i starten af november eventet ‘The impact of changes in fragility on the work of civil society’. 

Til eventet satte tre medlemsorganisationer på hver sin måde spotlight på, hvordan stigende skrøbelighed påvirker deres arbejde. Generelt gennem alle beretningerne, dannede der sig et kompliceret billede med mange sammenhængende årsager til, at en kontekst bliver (stigende) skrøbelig, og hvordan dette påvirker organisationernes arbejde – både de danske og de lokale/nationale. 

Neutrale humanitære indsatser vs. udviklingsindsatser 

Der sameksisterer mange problemer og udfordringer på tværs af landegrænser, som er med til at skabe og øge skrøbeligheden. Eksempelvis i Sahel-landende, hvor problematikkerne spænder fra menneskehandel og migration til lukkede eller begrænset adgang til sundhedsydelser og skoler og til klimakrise og sultkrise. Ofte oplever lande, at andre nationer og virksomheder i kombination med korruption dræner landene for ressourcer og kun en mindre del anvendes til at styrke oprindelseslandets økonomi. I de politisk isolerede kontekster, hvor der for nylig har være kup, opstår der en demokratisk krise, hvor civilsamfundets råderum lukkes og aktivister og journalister fængsles. 

Civilsamfundsorganisationer fra de berørte kontekster og de danske civilsamfundsorganisationer arbejder for at adressere disse komplekse problemstillinger samtidigt med at arbejde for at sikre langvarig forandring. Men de bliver stærkt begrænset i dette arbejde, når donorer indskrænker midler til kun humanitær bistand. Humanitær bistand er et vigtigt redskab, når der skal reddes liv, derfor vælger mange organisationer også at blive i disse skrøbelige kontekster som neutrale humanitære aktører, men de står overfor, at de humanitære kriser er stigende, mens den humanitære finansiering ikke er det. Denne diskrepans kunne man forsøge at afbalancere med udviklingsbistand, men det sker f.eks. ikke i de situationer, som er politisk isolerede, hvor donorer fryser bistanden, eller i langvarige kriser, som i Sydsudan, hvor det siges, at man ikke er ’klar’ til udvikling pga. den skrøbelige situation. Dette efterlader arbejdet med at skabe langvarig bæredygtig forandring begrænset. 

Økonomiske sanktioner efterlader civilbefolkning dårligere stillet 

Et andet redskab, donorer benytter sig af ved f.eks. et kup, er økonomiske sanktioner, som vi f.eks. ser det i Afghanistan og i Niger. Et redskab, der ofte møder kritik fra organisationerne, fordi det efterlader civilbefolkning dårligere stillet end før. Ofte er sanktionerne for brede, så de ikke påvirker de rigtige mennesker, men påvirker den brede befolkning. Civilsamfundet kan ikke stoppe sanktioner, men kan skabe opmærksomhed omkring konsekvenserne for lokalsamfundene. Civilsamfundet kan hæve borgernes stemme og fremhæve implikationerne for befolkningen, og dermed lægge pres på regeringen og det internationale samfund. 

Lokale og nationale civilsamfundsorganisationer forsøger fortsat at være en stemme for befolkningen og skabe opmærksomhed på udfordringer i de lokale områder. Samtidig forsøges der også at samarbejde med de forskellige typer af regeringer – nye og eksisterende afhængigt at konteksten. Under Globalt Fokus’ event blev der fremhævet flere eksempler på, hvordan civilsamfundet forsøger at være proaktive samarbejdspartnere også med de nye regeringer for at sikre udvikling. Særligt i samarbejde med andre organisationer, hvor man gennem alliancer kan koordinere den humanitære respons og sætte pres på regeringer. Multi-landeprogrammer er det, der skal til for at respondere på multi-lande problemerne nævnt ovenfor. 

De skrøbelige kontekster har også konsekvenser for de danske civilsamfundsorganisationers engagement. I udviklingsarbejdet er samarbejdet med nationale regeringer en stor del af arbejdet, men dette er ikke muligt i de såkaldte politisk isolerede kontekster, hvor donorer fryser udviklingsbistanden.  Dog er regeringssamarbejde ikke ens på de forskellige niveauer, hvor organisationer stadig finder det muligt at samarbejde på det lokale niveau med de lokale embedsmænd, som ofte ikke bliver skiftet ud efter et kup og sidder med de samme opgaver som tidligere. Derfor kan samarbejdet her ofte fortsætte, på trods af nye barrierer. Det er vigtigt for det langsigtede arbejde, at man kan bevare sine indsatser og relationer til den lokale regeringsarm. 

Det samme gør sig gældende i andre skrøbelige kontekster, hvor man også ser, at lokale embedsmænds handlinger ikke er ligeså påvirket af forandringerne på centralt niveau. Dette hænger sammen med organisationernes rettighedsbaserede tilgang, hvor regeringen er duty bearers (har ansvaret for at rettigheder overholdes), samt med ønsket om bæredygtig udvikling. Uden samarbejde med dem, er der ikke udsigt til forankring på statsligt, regionalt eller distriktsniveau. Dette kræver dog stor forståelse og fleksibilitet fra donorernes side, samt i sidste ende den danske befolkning, som skal støtte det langvarige engagement i disse kontekster, med en tro på vigtigheden af at blive trods skrøbelighed og politiske forandring i en uønsket retning, som eksempelvis ved et militærkup. 

Vejen frem

Under eventet blev der også diskuteret, hvordan vi som civilsamfundsorganisationer skal forholde os til situationer, hvor de danske organisationer arbejder i stigende skrøbelige kontekster, og hvor donorer ofte indefryser udviklingsbistanden og/eller indfører sanktioner. Det efterlader et spørgsmål om, hvad den danske strategi på dette område er? Hvilken succes og udvikling ønsker man at se gennem sit engagement i skrøbelige kontekster, for med den humanitære bistand kan vi redde liv, men vi kan ikke adressere de bagvedliggende årsager eller arbejde med en transformativ forandring i samarbejde med lokale og nationale organisationer. 

Fra flere sider kom der forslag på bordet om en fælles indsats på området koordineret af Globalt Fokus. Med udgangspunkt i komplementaritet med plads til organisationers forskellige perspektiver og mandater, kan vi udarbejde principper for vores arbejde i skrøbelige og politisk isolerede kontekster. Vi kan forsøge at søsætte et innovativt projekt, hvor vi afprøver nye typer af indsatser. Vi kan indtænke dette i vores samarbejde med UM og i vores politiske arbejde. 

Globalt Fokus vil fortsat fokusere på denne tendens, og det vil være et område, der indgår i både vores politiske og programmatisk-fokuserede arbejde.