Skip to main content

              

Danmark videregiver plads ved forhandlingsbordet til civilsamfundet

Civilsamfundets stemme har haft svært ved at trænge igennem FN-systemet under COVID-19. Derfor var det en god nyhed, at det danske civilsamfund fik en central plads ved årets forhandlinger på FN's Kvindekommission (CSW 65 - Commission on the Status of Women), der blev afholdt digitalt fra 15.-26. marts. Det skete efter, at den danske FN-mission i New York valgte at give afkald på den ene af sine to pladser ved forhandlingsbordet i erkendelse af, at civilsamfundet er blevet ekskluderet fra vigtige FN-processer under pandemien. 

 

Globalt Fokus fik tildelt rollen som koordinator for det ene danske sæde på vegne af den danske civilsamfundsdelegation. Årets tema var kvinders og pigers offentlige deltagelse. 

 

Set i lyset af COVID-19 situationen blev CSW 65 i år afholdt i et hybridformat, hvor møderne og forhandlingerne var virtuelle, og hvor hver medlemsstat kun fik tildelt to sæder til forhandlingerne. UN Women forklarede den store nedskæring med begrænset bredbåndskapacitet, der ikke kunne klare flere deltagere. Dette vakte kritik fra og stor bekymring hos det globale civilsamfund. 

 

“Under normale omstændigheder ville civilsamfundet været fysisk tilstede under forhandlingerne, hvor vi ville have mulighed for at observere og give anbefalinger direkte til regeringer. Men den meget begrænset virtuelle løsning betød, at civilsamfundet de facto blev muted ved årets Kvindekommission,” forklarer Globalt Fokus´ politiske rådgivere Sara Brandt og Rebekka Blomqvist.

 

Danmark er frontløber i kampen for inklusion
De udfordringer, som COVID-19 har medført for FN-møder, har siden pandemiens udbrud begrænset civilsamfundets muligheder for aktiv og meningsfuld deltagelse i vigtige beslutningsprocesser. Derfor har Globalt Fokus sammen med en række internationale organisationer råbt højt om denne bekymrende tendens bl.a.  gennem den internationale kampagne `UNmute Civil Society´. Flere medlemsstater har været lydhør, heriblandt Danmark, som har været frontløber i kampen for civilsamfundsinklusion.

 

“Vi er utrolig glade for, at Danmark, Holland og Belgien valgte at give afkald på den ene af deres pladser ved årets CSW. Civilsamfundet er direkte forankret i den virkelighed, hvor FN´s beslutninger skal implementeres. Hvis alle kvinders og pigers stemme skal blive hørt helt op i systemet, er det helt afgørende, at civilsamfundet er repræsenteret ved forhandlingerne,” siger Sara Brandt. 

 

Rebekka Blomqvist og Sara Brandt beskriver, hvordan civilsamfundet ved årets Kvindekommission sikrede, at pigernes rettigheder fik større plads i forhandlingerne: 

 

“Årets tema var kvinder og pigers offentlige deltagelse. Flere gange under forhandlingerne var fokusset kun på kvinder, når man talte om politisk deltagelse, men her understregede civilsamfundsorganisationer, at pigerne også skulle inkluderes i den sammenhæng. Mens flere stater forsøgte at modsige det med argumentet om, at piger ikke deltager i politik, insisterede civilsamfundet på, at politisk deltagelse også handler om deltagelse i elevråd, studenterråd og lokalsamfundet mm., og her skal piger også sikres lige muligheder og rettigheder.” 


 
FN´s formater skal blive mere demokratiske 
Globalt Fokus fortsætter arbejdet for bedre og meningsfuld civilsamfundsinklusion i FN-processer under og efter COVID-19. Erfaringerne fra pandemien har nemlig også åbnet op for nye muligheder for bedre inklusion af civilsamfundet: 

 

“Hvert år rejser tusindvis af civilsamfundsdelegationer til CSW og andre FN-møder, men der er titusindvis af lokale organisationer, der ikke har ressourcer til at være fysisk tilstede. Men COVID-19 har givet os muligheden for at eksperimentere med virtuelle formater, som rummer kæmpe potentielle for inklusion, hvis de bruges åbent og demokratisk,” forklarer Sara Brandt. 

Sammen med flere internationale partnere har Globalt Fokus lanceret webinar-serien 'UNmute Civil Society', der bl.a. afsøger, hvordan teknologi kan skabe en mere inkluderende FN, og som vil sikre, at civilsamfundsinddragelse i FN fortsætter og prioriteres. Hvis du er interesseret i at deltage i kommende 'UNmute Civil Society´-webinar kan du holde dig orienteret på vores hjemmeside og sociale medier. 

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus