Skip to main content

              

Fælles opråb fra civilsamfundet: De humanitære og menneskelige konsekvenser i Israel-Palæstina kan blive uoverskuelige

Fælles udmelding om situationen i Gaza og på Vestbredden på vegne af Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International Danmark, Oxfam IBIS, Red Barnet, Dignity, EuroMed Rights, International Rehabilitation Council for Torture Victims, FN-forbundet, Danner, International Media Support, KFUM og KFUK i Danmark, Globalt Fokus, Betlehems Venner, Det Danske Hus i Palæstina.

 

Den stærkt eskalerende vold vi ser lige nu på Vestbredden, i Gaza og i Israel, må stoppe. Og der må skabes perspektiv for en anden og bedre virkelighed for befolkningen i det besatte palæstinensiske område. De underskrivende 15 organisationer opfordrer Regeringen til at tage alle forhåndenværende diplomatiske redskaber i brug for at sikre en våbenhvile og fremme respekt for menneske- og folkeret.

 

Som civilsamfundsorganisationer med ekspertise og aktiviteter på Vestbredden og i Gaza er vi stærkt bekymrede over den tiltagende vold i Østjerusalem og Gaza samt raketangreb ind i Israel. På nuværende tidspunkt er mere end 235 palæstinensere heriblandt mindst end 65 børn dræbt og mindst 6266 sårede. 12 israelere heriblandt 2 børn er dræbt og mindst 796 sårede.

 

De humanitære konsekvenser er allerede massive og kan blive uoverskuelige. Der er akut behov for våbenhvile og for, at både Israel og væbnede grupper i Gaza overholder den humanitære folkeret. Angreb på civile og på civil infrastruktur som skoler og hospitaler på begge sider er helt uacceptable. 

 

Samtidig understreger den alarmerende udvikling et presserende behov for at gøre op med de systematiske overtrædelser af menneskerettighederne og folkeretten, der præger alle aspekter af livet i det besatte palæstinensiske område. Det mindsker perspektivet for en ligeværdig og rettighedsbaseret løsning på konflikten, og det skaber grobund for den eskalering af volden, vi nu er vidner til. 

 

87 palæstinensere, herunder 28 børn, står over for at miste deres hjem til israelske bosættere i kvarteret Sheik Jarrah i Østjerusalem. Det samme gør sig gældende for en lang række palæstinensiske familier i andre dele af byen. Generelt har en intensivering af den israelske bosættelsespolitik og relaterede overtrædelser af menneskerettighederne og folkeretten ført til, at risikoen for at blive tvangsforflyttet fra sit hjem i Østjerusalem og i lokalsamfund fordelt over hele Vestbredden er større end nogensinde før.

 

Vi er dybt bekymrede for de menneskelige konsekvenser af udviklingen, der graver en stadig dybere kløft mellem palæstinensere og israelere i en virkelighed præget af strukturel diskrimination og ulighed.

 

Vi opfordrer den danske regering til bilateralt og via EU og FN at engagere sig proaktivt i arbejdet for en våbenhvile og til at tage nye og robuste skridt for at adressere systematiske brud på menneskerettighederne og folkeretten i det besatte Palæstinensiske område - herunder:

 

  • Tage alle forhåndenværende diplomatiske redskaber i brug for at sikre en våbenhvile mellem Israel og væbnede grupper i Gaza, sikre beskyttelsen af civile og facilitere uhindret humanitær adgang.

  • Arbejde aktivt for, at brud på menneskerettighederne og folkeretten begået af alle parter får reelle konsekvenser herunder sikre opbakning til den Internationale Straffedomstols igangværende undersøgelse samt domstolens generelle arbejde og uafhængighed.

  • Tage øjeblikkelige skridt til at beskytte palæstinenserne i Østjerusalem og resten af Vestbredden, der risikerer at blive tvangsforflyttet i strid med den humanitære folkeret.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus