2030-panelet er i rivende udvikling og har brug for en struktureret koordinator, der kan understøtte panelets aktiviteter og organisatoriske arbejde. Interesserer du dig for FN’s Verdensmål? Brænder du for at understøtte arbejdet med vigtige politiske dagsordener organisatorisk? Har du mod på at være knudepunkt i et dynamisk miljø med mange tværsektorielle interessenter? Så er det dig vi søger til 2030-panelets sekretariat i Globalt Fokus.

 

2030-Panelet er ved at markere sig som et centralt rådgivende organ i Danmark, når det kommer til FN’s Verdensmål. Det kræver en større organisatorisk støtte i forhold til bl.a. økonomistyring, koordination og planlægning af panelets møder og deltagelse i events, f.eks. Folkemødet samt generel grundighed ift. panelets ”orden i eget hus”.

 

2030-panelet rådgiver Folketinget om arbejdet med FN’s Verdensmål og består af 25 medlemmer fra forskellige organisationer, der sidder enten som repræsentanter for en sektor eller i kraft af deres egen viden om FN’s Verdensmål.

 

Dine arbejdsopgaver vil bestå af:

  • Organisatorisk opbygning af en platform i rivende udvikling
  • Sekretariatsbetjening af panelet, herunder økonomistyring og budget, udarbejdelse af mødemateriale, afrapportering, understøtte strategiudvikling mv.
  • Løbende opfølgning og monitorering på panelets projekter, herunder bl.a. arbejdet med Vores Mål
  • Koordination og afvikling af events med eksterne deltagere og oplægsholdere f.eks. i forbindelse med politiske høringer samt Folkemødet og Verdensmålsugen
  • Koordination og praktisk facilitering af panelets møder

 

Du har erfaring med:

  • Ledelses-, sekretariats- eller bestyrelsesbetjening
  • Organisatorisk overblik og at arbejde struktureret
  • Håndtering af bevillinger på finansloven
  • FN’s Verdensmål
  • At skabe engagerende events
  • Understøttelse af komplekse processer og et godt øje for effektive arbejdsgange

Globalt Fokus varetager sekretariatsfunktionen for 2030-panelet. Du kommer til at være en del af Globalt Fokus’ Verdensmålsteam bestående af en teamkoordinator/politisk rådgiver og en politisk student, der varetager panelets politiske interessevaretagelse og faglige fundament, samt en kommunikationsstudent, der varetager panelets eksterne kommunikation. Du vil være ansvarlig for økonomistyring, koordinering af panelets arbejde og afvikling af aktiviteter, samt organisationsopbygning og årsplanlægning.

 

Globalt Fokus er en samlende platform for danske foreninger og folkelige organisationer, engageret i internationale udviklings-, miljø- og humanitære aktiviteter. Foreningen arbejder for en mere retfærdig og bæredygtig verden, hvor mennesker kan leve fri for fattigdom og udøve deres menneskerettigheder, båret af et stærkt og mangfoldigt civilsamfund. Vi er 24 personer ansat og holder til i Rysensteensgade 3, København H. Vi går meget op i at understøtte hinanden og spille hinanden stærke i en travl hverdag.

 

Stillingen er 37 timer med opstart snarest muligt i det nye år.

 

Ansøgning Ansøgning og CV sendes til Globalt Fokus på info@globaltfokus.dksenest onsdag d. 15.12.2021.

Første ansættelsessamtale forventes gennemført d. 17. december. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Caroline Ottesen på clo@globaltfokus.dk eller 50584627.

 

Vi betragter mangfoldighed som et aktiv og menneskers forskellighed som en væsentlig ressource i vores udvikling. Derfor opfordres alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, race, seksuel orientering, religion og etnisk baggrund til at søge stillingen.

0
0
0
s2smodern
powered by social2s