COP28 analyse: En historisk aftale uden forpligtelser
COP28-aftalen er af mange blevet kaldt historisk, fordi den for første gang eksplicit nævner kilden til klimakrisen: fossile brændsler. Det skete selvom den fossile industris massive tilstedeværelse i Dubai og et civilsamfund, hvis råderum var under pres. På trods af det og den glædelige vedtagelse af fonden til tab og skader i første uge, viste COP28, at der stadigvæk er lang vej til en retfærdig omstilling. Aftalen halter gevaldigt efter bl.a. på særligt finansieringsdelen, ligesom menneskerettighederne heller ikke står centralt.
Efter to ugers intense forhandlinger nåede COP28 sin afslutning onsdag d. 13. december, hvor sultan Al-Jaber kunne ophæve mødet. Og det var tydeligt hele vejen igennem, at det emiratiske værtskab var stålsatte på, at COP28 skulle være en succes. Der var ikke sparet på venligt personale, spændende madboder, smukke lyd- og lysinstallationer eller kølig aircondition. Og det hele gik op i en højere enhed til sidst, i hvert fald fra emiratisk perspektiv, da COP28 endte med en slutaftale (outcome of the first global stocktake), der for første gang i COP-regi nævner en grøn omstilling, væk fra fossile brændsler, hvis vi skal holde os til Parisaftalens temperaturmål på 1,5 grader.
Og der var kamp om at få det rigtige sprog med om fossile brændsler i ørkenbyen Dubai. Som Mellemfolkeligt Samvirke skriver, markerer aftalen nemlig enden på olie, kul og gas og sender vigtige signaler til bl.a. investeringsstrømme. Sprog, der er blevet forsøgt modarbejdet til det sidste af både lobbyister og oliestater på det store konferenceområde. Som Den Grønne Ungdomsbevægelse beskriver det, endte det med en mindre fiasko end frygtet – men dog ikke med en decideret sejr.
For aftalen, uanset historisk karakter, er langt fra nok. Den er ikke bindende og har store smuthuller ift. dyre og usikre teknologier og uklare tidsperspektiver, som Vedvarende Energi påpeger. Aftalen indeholder hverken de nødvendige krav om finansiering til udviklingslandenes omstilling eller behovet for en menneskerettighedsbaseret tilgang til den grønne omstilling, eller til klimatilpasning og klimaskabte tab og skader. Og det er afgørende, hvis COP28’s store succes, nemlig fonden til tab og skader, skal levere konkret klimahandling og -retfærdighed.
Med Globalt Fokus´ udgangspunkt om at koble klima og rettigheder var der især tre områder, vi sammen med medlemmer og vores globale netværk kæmpede for før og under COP28: Klimafinansiering, menneskerettighedernes rolle i aftalerne og civilsamfundets meningsfulde adgang til og deltagelse i forhandlingerne.
Klimafinansieringen halter efter hele vejen rundt
Klimafinansiering er essentielt på vejen til at opnå klimaretfærdighed. Med den nye aftale om en grøn omstilling væk fra fossile brændsler følger der dog langt fra de nødvendige finansielle forpligtelser med. Som CARE beskriver det her, har lande i Syd slet ikke fået den nødvendige støtte til at modstå klimakrisen endnu, heller ikke på tab og skader. Det udfordrer de lande, der i forvejen er mest udsatte og ikke har midlerne – hverken de økonomisk eller teknologiske – til en grøn retfærdig omstilling. Derfor skal der skrues voldsomt op for støtten fra de store udledere i Nord. For som Oxfam Danmark peger på, “har verdens rige lande pengene til den grønne omstilling, mens verdens fattigste lande er efterladt med en regning i form af sult, tørke og oversvømmelse for en krise, de ikke selv har skabt”.
Med den nye aftale fortsætter civilsamfundets kamp for ”nye og aditionelle” midler, og at hverken penge til omstilling eller tilpasning tages fra den eksisterende udviklingsbistand. For hvis midlerne ikke er nye og additionelle, er det som at forsøge at fylde et badekar op uden prop i – det lykkedes ikke. Det gælder selvfølgelig også aftalen om oprettelsen af en fond til tab og skader, der blev vedtaget på førstedagen, men som stadig mangler finansiering, der matcher virkeligheden. Som Folkekirkens Nødhjælp understreger, mener lande i Syd ikke “det er retfærdigt, at den grønne omstilling skal ske på bekostning af velfærden, og de efterspørger derfor direkte samarbejde og støtte fra det globale nord.”. En støtte, der altså ikke står tydeligt i COP28-aftalen.
Globalt Fokus håber, at den danske regering og de lande, der så aktivt pressede på for en ambitiøs tekst, også lever op til det finansieringsansvar, de har. Det vil vi sammen med det globale civilsamfund arbejde hen mod til COP29. Det gælder også ift. at fortsætte det danske lederskab med bidrag til bl.a. tab og skader.
Et skridt frem og to tilbage for menneskerettighederne
Det er ikke nyt, at menneskerettighederne er under pres i internationale forhandlinger. Det gjaldt også i år, hvor rettighederne befandt sig i flere af de konkrete paragraffer i slutteksten indtil sidste øjeblik. Den endelige aftale endte således med blot at referere til menneskerettighederne i den indledende del, hvilket desværre ikke sikrer et mandat til en rettighedsbaseret implementering af aftalen. Det gælder i øvrigt også for andre spor end blot hovedaftalen.
I aftalen om et arbejdsprogram om netop, hvordan den grønne omstilling skal se ud (UAE Just transition work programme), er rettigheder, bortset fra arbejdstagerrettigheder, ikke nævnt, ligesom anerkendelsen af civilsamfundets rolle i omstillingen ikke står tydeligt. Referencer til kvinder og pigers særlige rolle i den grønne omstilling nævnes heller ikke, og som Sex & Samfund konkluderer, er det “endt med et rammeværk, der ikke er konkret eller ambitiøst i forhold til at anerkende eller adressere ligestillingsaspekter i klimakrisen og klimahandling”.
En sejr er dog – om end bittersød, at man ikke nåede til enighed i forhandlingerne om Artikel 6 af Parisaftalen, som handler om, hvilke typer af klimatiltag der tæller med i landenes klimaregnskaber og handel med CO2-kreditter. Her indgik ingen stærke referencer til menneskerettigheder og oprindelige folk, hvorfor en aftale ikke var at foretrække. Men vigtigt er det at anerkendelse, at oprindelige folks rettigheder er at finde flere steder i den endelige slutaftale, som IWGIA fremhæver her, ligesom anerkendelse af oprindelige folks unikke viden og værdier også fremgår.
Globalt Fokus vil med gode samarbejdspartnere fortsætte med at skubbe på for, at menneskerettighederne ikke udvandes i forhandlinger, men i højere grad anerkendes som en central del af implementeringen af aftalerne. Her spiller Danmark en vigtig rolle ift. at fortsætte med at insistere på deres vigtighed og i endnu højere grad være skarpe på, hvornår oprindelige folk, ligestillingsaspekter og rettigheder er afgørende.
Et uhyggeligt hattrick på vej for civilsamfundet
Hvorom alting er, er COP28 aftalen et resultat af hårdt arbejde for en lang række aktører, - bl.a. fra det globale civilsamfund. Nu venter en endnu større opgave forude for alle parter – nemlig at implementeringen af aftalen efterleves, og at det følges op med den nødvendige støtte. Og her er det essentielt, at civilsamfundets rolle beskyttes og promoveres, både frem mod og under COP29. For mens kritikere af styret i Emiraterne måtte blive i deres eksil under COP28, nød et historisk stort antal fossile lobbyister adgang til topmødet og beslutningstagerne. Værtskabets løfte om det mest inkluderende COP nogensinde strakte sig derfor ikke langt. Og mens civilsamfundet udenfor konferencecenteret ikke kunne benytte deres ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed, var der også flere tilfælde af et restriktivt FN-sekretariat, der godkendte, hvad der kunne tolereres og ikke tolereres af f.eks. ordlyd på civilsamfundets bannere indenfor området. Det kommer oveni i stærke mistanker om digital overvågning gennem f.eks. COP28 appen, som ifølge bl.a. Amnesty International satte store begrænsninger for og i nogle tilfælde udelukkelse af deltagelse af civilsamfundsdeltagere.
Med erfaringerne fra sidste års COP i Egypten i rygsækken er det et uhyggeligt hattrick for civilsamfundets råderum, der venter forude. For COP29 skal afholdes i endnu en oliestat, Azerbaijan, hvor voldsomt indskrænket pressefrihed, og hvor politiske modstandere af regeringen fængsles.
Globalt Fokus vil sammen med medlemmer og netværk derfor arbejde for, at en politik for interessekonflikt nedsættes, hvor alles menneskerettigheder sikres ved deltagelse i COP’erne. Det gælder særligt for miljøforkæmpere, der i forvejen er nogle af de menneskerettighedsforkæmpere, der er mest udsatte.
Vi håber, at Danmark vil fortsætte sin rolle som foregangsland for civilsamfundets deltagelse på FN-møder endnu tydeligere i 2024 og op til COP29, og at FN-systemet vil træde i karakter for at værne om civilsamfundets råderum.
- Oprettet den .
